Midsommertanker

  • PDF
  • Udskriv

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest. Hver årstid har sin charme, men jeg giver midsommervisen ret. Der er ikke noget, der overgår Sankt Hans. Der er noget med solen og de lys aftner og den frodighed, der er i naturen, som er helt enestående ved midsommer. Den danske sommer med regn og sol og vind har noget over sig, som danskere med bopæl i udlandet aldrig helt kommer sig over.
Midsommer betyder, at ferietiden for de fleste af os ligger foran. Der er noget skønt ved bruddet på hverdagen og tid til hvile og fællesskab. Der er studenterne, der springer ud. Ud over fuglesang og storbyens lyde vil der en uges tid være dyttende biler og vinkende studenter. De er så klar til at springe ud i livet og erobre verden, og deres glæde smitter lidt af på os andre. Så altså – vi tilslutter os den gamle midsommervise: Den skønneste krans er dog din Sankte Hans.
I morgensalmen I østen stiger solen op, nævnes solopgangen som et lille glimt af paradisets kyst. Sådan kan Sankt Hans og midsommer med sol og sommer og bål og fællesskab og fællesskab blive en lille stjernestund, et minde, vi bærer med os og kan glæde os over, et paradisglimt. Vi husker måske den gamle beretning om Adam og Eva og paradiset og en verden, hvor naturen var ny, hvor ondskab og død og lidelse ikke fandtes, og hvor alt var såre godt. Vi kender ikke af erfaring den verden, vi kender kun den sammensatte verden, som er vores, hvor sommeren er skøn, men kan svigte os, og hvor lykken er kort og flygtig, hvor drømmene kan være stærke, men kan briste. Lige så skøn midsommeren er, lige flygtig og kort er den og er sommeren, ja er hele livet. Men vi bærer paradiset i os som et arvet gen fra vores forfædre. Vi genkender det i naturens skønhed, i det menneskelige fællesskab med familie og venner, i børnenes glade leg, i studenternes sang og trang til at erobre hele verden. Vi har lyst til at fastfryse øjeblikket, glemme, at det bliver vinter, glemme sorg og sygdom og ensomhed og lidelse og død og gøre øjeblikket evigt.
Det budskab, vi samles om i kirken, er et budskab om Gud, der skabte mennesket til at leve i paradiset, om ondskab og oprør, som kom imellem Gud og os, om livet uden for paradiset, hvor vi oplever enkelte stjernestunder og paradisglimt, men hvor livet er flygtigt og kort og sammensat. Men så er der en dimension. Jesus Kristus, Guds søn er kommet for at genoprette paradiset og føre os tilbage til fællesskabet med Gud og med hinanden i en verden, hvor alt er såre godt. Kristendommens baggrund er budskabet om, at paradiset er mistet og vi ikke selv kan finde vejen tilbage. Hver gang vi tror, at nu har vi fanget den, så bliver vi klar over, at vi har bare set et glimt. Men da Guds søn blev vores bror og skabte vejen til fællesskab med Gud for os, da blev der åbnet en dør og en ny vej for os. Da kan vi synge, som vi synger det i en af vores sommersalmer: En evig sommer hos vor Gud i Paradis vi venter.

 

Søg